parterapi

Lone Søgaard

cand.scient.soc. og psykoterapeut MPF

Parterapi i Thisted

Parterapi henvender sig til jer, der oplever udfordringer i parforholdet, som I ikke kan løse ved egen hjælp. Det kan være, at kommunikationen er gået i hårdknude, I ofte skændes eller har mange konflikter. Måske er gnisten til din partner forsvundet, enten følelsesmæssigt eller seksuelt, eller begge dele. Det kan også være, at I står over for en krise i form af tab, sygdom eller utroskab. Endelig kan motivationen til at gå i parterapi simpelthen være et fælles ønske om at udvikle jer sammen i parforholdet eller give det et parforholdstjek for at undersøge, hvordan det står lige nu. Et forløb hos en parterapeut kan være det, der hjælper parterne med enten at forblive sammen eller at afslutte forholdet på en bedre måde.

Målet med parterapien er at arbejde hen imod at skabe et mere trygt og kærligt parforhold samt at støtte jer i at ændre de negative mønstre, som I måske oplever at være fanget i, og som er ødelæggende for jeres relation. Dermed ønsker vi at støtte jer i at blive bedre til at kommunikere, forstå hinanden og rumme jeres forskelligheder. Som mennesker har vi en tendens til at ønske at undgå sårbarhed, og det, vi gør i dette forsøg, er det, som vores partner reagerer på. Enten trækker vedkommende sig eller skælder ud og bliver kritisk – alt sammen i et forsøg på at beskytte sig selv og undgå sårbarhed og smerte.

Når vi er sårbare, har vi brug for, at der er nogen for os – en tilgængelig partner, der vil engagere sig i os og komme, når vi kalder. Hvilke erfaringer vi har med os fra vores opvækst om at række ud eller få hjælp i følsomme øjeblikke, er det, vi tager med os ind i parforholdet. Dette bliver afgørende for, hvordan vi handler, når vi har allermest brug for den anden.

Målet med terapien er at gøre relationen tryg og hjælpe jer med at åbne op, reparere og dele det, der er blevet svært. Alt sammen med henblik på at skabe så stor tryghed, at I tør tage de sårbare samtaler hjemme også. At turde tale åbent er afgørende for forandring.

Det er mønstret, I har udviklet sammen, der er fjenden, ikke partneren. Det vigtige er at blive et team omkring det negative mønster og lære at udtrykke sig overfor sin partner uden at skubbe den anden væk. Begynd at forstå effekten af jeres adfærd på hinanden, og få erfaring med at gøre noget anderledes i disse situationer. Begynd at se, hvad der ligger bag den adfærd, I begge udviser. Bag vrede, kritik og tilbagetrækning ligger en protest og en længsel efter tryg kontakt. Bliv nysgerrig på, hvordan det, der udløser mig, hænger sammen med vores fælles historie.

At vove at vise sårbarhed er den mest evidensbaserede vej til større selvværd. At turde være sårbar er på sigt det, der giver værdi og tager skammen væk. At være sårbar er nøglen til at gøre noget nyt, for skam er dybest set længslen efter at blive elsket – længslen efter kontakt. Hvad gør jeg, når jeg bliver sårbar? Vær nysgerrig på det. Parterapi er meningsfuld ikke bare for jer som par, men også for miljøet i jeres familie, for jeres børn.

Emotionsfokuseret parterapi – EFT

Grundantagelsen i EFT-pareterapi er, at vi alle har et behov og en længsel efter et trygt parforhold funderet i kærlighed og samhørighed. Denne tryghed gør os stærkere, mere selvstændige og frie, og kan endda hele sår og traumer, som vi har med i bagagen. Metoden integrerer systemiske, humanistiske og eksperimentelle interventioner.

EFT er en af de få metoder til parterapi, hvis effekt er videnskabeligt undersøgt og efterprøvet. Den har for øjeblikket den højeste effekt og den laveste tilbagefaldsrate og er godkendt af American Psychological Association (APA) som evidensbaseret. Forskning viser, at 70-75 procent af par bevæger sig fra frustrationer og konflikter til et trygt og vitalt parforhold, og 90 procent oplever markante forbedringer. EFT har også i adskillige undersøgelser bevist sin effekt i arbejdet med par, hvor én eller begge har traumer eller omsorgssvigt med sig i bagagen, samt for par, der kæmper med effekterne af utroskab.

Jeg har selv siddet i stolen med min mand i perioder af vores liv, hvor vi enten har haft en krise eller bare har ønsket at forbedre vores relation.

parterapi

Lone Søgaard

cand.scient.soc. og psykoterapeut MPF

Tidsbestilling

Du er velkommen til at ringe for en uforpligtende samtale om, hvordan jeg kan hjælpe dig. Efterlad en besked ved ubesvaret opkald, så vender jeg tilbage så hurtigt som muligt. Alternativt kan du sende en sms eller e-mail, hvis det passer dig bedre. Normalt er det muligt at få en tid hurtigt.

Praksisadresse

Bøgevej 6
7700 Thisted

Min klinik er beliggende i hjertet af Thisted i et roligt kvarter, og den er indrettet i forbindelse med vores bolig.